Deeksha - stille ekstase
mandag 7.12.09
- Af Susse Wassmann, foto: Sif Meincke
Psykologi har afprøvet fænomenet Deeksha bliver mere og mere udbredt som et effektivt redskab på vej mod den oplyste tilstand. Ideen er at få indre støj, stress og spændinger til at forsvinde.
- Der er tomt i mit hoved. Kroppen sitrer let, og den eneste følelse, der får lov til at fæstne sig, er en stille undren. Over den tilstand, jeg befinder mig i, og over livet i det hele taget. Som om jeg pludselig er blevet rykket ud af min almindelige, travle hverdagsbevidsthed og nu står og kigger på den udefra med et barns nysgerrighed. Uden at spekulere over den eller dømme den – og det er egentlig den mest interessante oplevelse: Den del af mig, som evigt og altid bedømmer alt, hvad der foregår i mit liv, som rigtigt, forkert, godt, dårligt, sjovt, kedeligt og hvad, der ellers findes af etiketter, er simpelthen væk.
Sådan følte Susse Wassmann, da deeksha-giveren holdt sine hænder på hendes hoved. Deeksha er en meget kræftig energioverførsel, en healende energistrøm, som er ”designet” til at katalysere vores proces mod den oplyste tilstand – den ubetingede fred. Deeksha, som direkte oversat betyder velsignelse, er udviklet af det indiske ægtepar Amma og Bhagavan på Oneness University uden for Chennai i Indien, hvor flere tusinde mennesker de seneste år er blevet initieret/uddannet til deeksha-givere.
Energioverførslen kan ske på forskellige måder, den mest almindelige er, at deeksha-giveren lægger hænderne på modtagerens hoved i cirka ét minut. Folk oplever deekshaen meget forskelligt: nogle mærker en stærk fysisk varme, nogle en gennemstrømning af energi i kroppen eller en åbning af hjertet eller chakraerne, mens andre igen ikke oplever noget specielt.
Deeksha-energien ændrer på hjernens aktivitet. Aktiviteten i den forreste del af hjernen (parietal-lappen) formindskes. Denne ændring fører over tid til et permanent gennembrud til den oplyste tilstand. Mennesker, som har fået deeksha jævnligt igennem et stykke tid, oplever blandt andet, at den indre støj, stress og spændinger gradvist forsvinder, deres relationer til andre mennesker bliver bedre, de bliver bedre, de bliver mere glade, lykkelige, harmoniske og fokuserede. Processen opleves for de flestes vedkommende også som meget intens, da den sætter spotlight på vores personlighedsstrukturer og de overbevisninger og mønstre, vi har med i bagagen, som en hjælp til at få renset ud i vores personlige materiale.
Der findes ca. 150 danske deeksha-givere, og der finder løbende arrangementer sted rundt omkring i landet. Du kan finde dem her: www.oneness-danmark.dk

Kim Holm, 50 år, fængselsfunktionær
- Den mest overskyggende oplevelse fra seminaret er, at jeg har fået en ekstra kraftig motivation til at kigge på de mærke sider i mig selv – de ting, som jeg kan mærke smerter mig. Efter deeksha-oplevelsen opstod der en nødvendighed i mig, for at få tacklet de ting. Selve deekshaen oplevede jeg som en rar følelse. Som en samhørighed med andre, at jeg tillod mig selv at åbne mig for, hvad andre kan give mig. Jeg fik et billede af Edward Munchs Skriget og mig, der rejste mig smilende op ved siden af billedet. Jeg følte, at jeg fik en forvisning om, at det smertelige vil blive til noget lykkeligt – jeg fik en slags pant på, at det vil komme til at ske.

Marianne Petersen, 50 år, førtidspensionist
- Da deekha-giverne lagde hænderne på mit hoved, følte jeg umiddelbart en dejlig varme, der spredte sig i hele kroppen – og så følte jeg, at der skete noget i mit hoved. Jeg lider af deissemineret sklerose, som angriber nervebanerne i hjernen, og under deekshaen var det, som om noget blev vækket til live i hjernen – eller rykket på plads. Det er svært at forklare, men bagefter havde jeg en knaldende hovedpine, som så blev afløst af en lettelse – der faldt ro over mig, og jeg fik fred i kroppen. Min mor på 77 lider af osteoporose (knogleskørhed, red.), og er meget svag, og det er helt utroligt at se, hvordan hun er livet op og er blevet helt klar i øjnene efter at have fået deeksha. Hele familien er målløse over at opleve, hvad der er sket med hende, så både min mor og jeg skal helt sikkert have deeksha igen – og jeg vil gerne lære meget mere om det.
Læs også:
Mandeterapi
Lyt til din indre visdom