Slip af med dine traumer
fredag 20.2.09
- Af Susse Wassmann, Foto: Scanpix
Behandlingsmodellen Peak States bygger bro mellem psyken og biologien med påstanden om, at 99,9 procent af vores traumer er fysiske. Og at de har deres oprindelse i fostertilstanden og tiden omkring fødslen – og kan fjernes.
De fleste af os kender begrebet at peake, når kroppen gennemstrømmes af lykkefølelse i forbindelse med f.eks. sex, præstationer eller kreativitet. Og med den nye behandlingsmodel Peak States er det ifølge eksperter faktisk muligt at gøre følelsen til en permanent tilstand. Men det kræver, at man får forløst de traumer, som blokerer for lykketilstanden.
Lykketilstande
– Direkte oversat betyder peak states »lykketilstande«. Det er en behandlingsmodel, som kan være svær at sluge, fordi vi ikke er vant til, at et psykisk problem kan ses rent fysisk. Peak States arbejder udelukkende med det biologiske niveau, dvs. vi går tilbage til undfangelsen, videre gennem ægget og sædcellen, og ser på, hvad det er for ting, der har påvirket os under rejsen, forklarer Hanne Mygind Heilesen, direktør og koordinator for Peak States Danmark.
Fysiske traumer
– Vi kalder jo alle de traumer, vi har, for psykiske traumer. Det kan for eksempel være, hvis vi er blevet skilt, har mistet en nær person, været ude for en ulykke osv. Men de traumer vi har, fra før vi blev født og undfanget, er fysiske traumer, fysiske skader, som så udvikler sig til de psykiske traumer, vi har her og nu.

– Via Peak States kan man gå ind og arbejde med cellebevidstheden og dermed forløse traumer, fortæller Hanne Heilesen, direktør og koordinator for Peak States Danmark.
Bundtraumer
Men hvad så med dem, som rent faktisk får forløst deres traumer ved at gå tilbage til de hændelser i barndommen, som udløste dem? – Det, vi som regel vil se, er, at der stadig ligger et bundtraume, som ikke er forløst. Hvis vedkommende er heldig, bliver traumet ikke aktiveret igen, og han eller hun mærker ikke noget til det mere. Men der er en risiko for, at det kan blive genaktiveret.
Regression og helhjertet healing
En Peak States-session begynder med en samtale, hvor terapeuten diagnosticerer, hvilket slags traume der er tale om. Derefter kan terapeuten bruge enhver effektiv traumeforløsningsteknik og healingmetode – der er altså ikke knyttet en bestemt terapiform til Peak States, men regression er hovedværktøjet, og tankefeltterapi (TFT) og metoden Wholehearted Healing er en integreret del af Peak States, fordi man ved, at det er hurtige og effektive måder at forløse traumer på.
Fokus på problemet, til det forsvinder
– Vi tager udgangspunkt i det ubehag, klienten oplever her og nu, og regresserer så tilbage på de fysiske symptomer, der mærkes. Normalt kommer man igennem en række begivenheder i det her liv, derefter tilbage til fødslen, videre til æg/sædcelle og helt tilbage til det præcellulære univers. –Man bringer simpelthen fokus derhen, hvor man mærker det fysiske ubehag, og bliver der, indtil det slipper.
Peak States
Peak States blev grundlagt af den canadiske ingeniør Grant McFetridge, født 1956, som selv var født med rigtig gode peak states og undrede sig over, hvorfor andre mennesker havde det så besværligt i deres liv. Men via sygdom og skilsmisse pådrog han sig nogle traumer, der gjorde, at han mistede sine peak states. Han opdagede han, at han kunne genvinde sine peak states, hvis han fik forløst de traumer, som lå før fødslen – helt tilbage til æg/sædcelle-tilstanden. I dag er Instituttet for Studier af Peak States (ISPS) en verdensomspændende organisation for forskning, undervisning og behandling med udgangspunkt i studier af den psykologiske og biologiske bevidsthed. I Danmark er der ni certificerede Peak States-terapeuter.
Læs også:
Efterladte med traumer
Krisens fire faser