Styrk sensualiteten med dans
onsdag 11.11.09
- Af Tine Seibæk, foto: Thomas Tolstrup
Kirsia Isabella Olufsen laver kurser i erotisk dans for kvinder. Formålet er at få kvinder til at nyde deres egen krop og få bedre kontakt til deres sensualitet og øge glæden ved at være kvinde.
Hvad går erotisk dans ud på?
- Det går ud på at nyde kroppen så meget som muligt, mens man danser. Og turde svælge i sin egen dejlighed og vise andre, at man nyder sig selv. Og at få et mere og mere kærligt forhold til sin egen krop og vække sin sensualitet.
På kurset arbejder vi bl.a. med stemmen. Stemmen i form af lyde og suk er en naturligt integreret del af dansen. Bare dét at trække vejret, så andre kan høre det, er nyt for mange, men de får hurtigt smag for det. Lyd uden ord er en lynhurtig vej til det instinktive, som er drivkraften i seksualiteten.
Via mine kurser får kvinder en større frihed og glæde ved sig selv. Det er en vigtig modvægt til tidens perfektionsræs om, hvordan man skal se ud. Man kommer virkelig bag om det og opdager sin krop på egne præmisser. Man vænner sig til at give los i dansen, mens man bliver set på og nyder sin dans.
Erotisk dans handler ikke så meget om at lære nogle færdige bevægelser. Det handler om at få kontakt indefra, så bevægelserne udfolder sig organisk. Det er virkelig smukt at se kvinder på den måde blive ét med sig selv. Det handler om at følge sin indre impuls til at folde sig ud på en dejlig, sensuel måde. I og med at krop og seksualitet er et sårbart område, bl.a. pga. præstationsangst, ligger der ofte nogle svære følelser gemt her. På kurset er der plads til at tale om følelserne, hvis man f.eks. bliver trist eller rasende undervejs.
Hvordan foregår et dansekursus?
- Efter en kort snak går vi i gang med at bevæge os. Vi varmer op og begynder at løse op for vores lyd. Nogle gange laver vi fælles lydøvelser, f.eks. suk og dybe vejrtrækninger. Bare ”aaaahhh-lyden” kan sætte mange ting i gang. Vi slår nydelsens tone an og åbner kroppen.
Når vi når til underlivet, spørger jeg kvinderne, hvad de kalder deres køn. Hvilke navne har de? Som regel ikke rigtig nogen! Jeg nævner så de ord, jeg bruger… de er glade for ordet ”yoni” (som er sanskrit og betyder helligt rum, red.). Det er et dejligt ord, som de fleste ikke har hørt før. Det er godt at få et ord, der er uden ladning i forvejen. Og det er vigtigt at have et ord for sit eget kønsorgan. Tænk hvis man ikke havde et ord for sin arm!
Nogle gange laver vi også øvelser to og to hvor vi fortæller om, hvad vi synes om vores egen krop. Netop glæden ved sig selv er nærende. At blive mere ligeglad med hvad andre tænker og bare nyde sig selv. Det giver også en bedre udstråling. Erotisk dans kan være provokerende for mange. Hvis man f.eks. har været ude for overgreb, kan man ikke bare lige danse. Så det er vigtigt at skabe et rum, hvor alle føler sig trygge.
Det handler også om at komme ned i tempo under dansen. Det ved vi jo også fra sex. Tempoet er vigtigt, og man mærker sig selv bedre langsomt. Vi slutter kurset med at danse for hinanden. Nogle har en kjole på, de føler sig ekstra dejlig i. Tøjet betyder noget, og det er ikke så inspirerende at danse i gråt joggingtøj.
Hvem opsøger dine kurser?
- Kvinder i alderen 20 til 60 år, som vil have en bedre kontakt til deres egen feminine side og sensualitet. Nogle føler sig låste og vil gerne være mere frie.
Kirsia isabella olufsen
Kirsia Isabella Olufsen er ekstasepædagog og har i 20 år arbejdet med dans og bevægelse. Hun laver også dans for mænd og kurser i ”BlomsterSpinding”. På Blomster-Spindings-kurserne er der også dans, men fokus er mere direkte på kønnet og seksualiteten. Kirsia Olufsen har sit center i Nyborg, men laver kurser i hele landet. Se mere på www.passionqueen.dk. Tlf. 63 31 07 63.
Læs også:
Slip sexfantasierne løs
Hellere hel end god
Livsvisdom for moderne mennesker
Din kropstype afslører din psyke