- Der er ingen tvivl om, at den tilknytning, vi danner i den helt tidlige barndom til vores mor og forældre, er helt afgørende for, hvordan vi kan knytte os til andre mennesker senere i vores liv. Hvis tilknytningen er usikker eller problemfyldt, så vil det have betydning for resten af dit liv, siger psykolog Anne Agerbo.

Der har op gennem tiden været flere forskellige idealer for moderrollen – og det har påvirket generation efter generation.

Modercentrismen: Mor var så afgørende en person i barnets liv, at hvis hun gjorde noget galt, så havde det fatale følger for barnet, og skaden va uoprettelig. Deraf navnen ”blame the mother”-epoken. Relationen var derfor potentielt farlig – både for datteren, der kunne blive låst fast i dårlige mønstre, og for moderen, der skulle bære skylden for evigt for at have gjort dte. Den teori bandt både mødre og døtre og levnede ikke meget plads til udvikling.

Kvinder var søster. Mor og datter var del af et kæmpe søsterfællesskab, ligestilling var idealet. Det gav desværre en stor mangel på rollemodeller. Døtrene havde svært ved at finde deres egen identitet, som bl.a. Vita Andersen, Dea Trier Mørch har beskrevet i skønlitteraturen. Friheden til at være sig selv blev hyklet – men var alligevel væk, for hvis man ville være med i fællesskabet, skulle man være som de andre. Det betød, at individet var næsten lige så bundet som i 50’erne.


Gi slip-teorierne og teorierne om det kompetente barn vandt indpas. Ambivalens accepteres som et givent vilkår i livet – man kan både elske og hade samme person, man kan både erkende, at ens mor har givet en masse og føle taknemmelighed, men samtidig føle behov for at gøre sig helt fri af forholdet.

Kilde: Anne Agerbo.

Læs også:
Hvad mor siger...
Opdrager du en leder?
Vi lyver for vores børn