Man kan ikke, uden videre, tage på ferie og slappe af. Både krop og sind kræver forberedelse. Men vi ofrer alt for sjældent den tid, der skal til, for at få dejlig ferie. Med det resultat, at kroppen står af, når der endelig bliver blanke sider i kalenderen. Det fortæller læge Jørgen Lund, der er stresshåndteringsvejleder på Corporate Care i Hellerup.

Kroppen står af
Jørgen Lunds erfaring er, at feriestress er et reelt problem.
–Vi kan ikke geare ned, når vi har mulighed for det. Et klassisk eksempel på feriestress er, at vi bliver syge dagen efter, vi har fået ferie. Kroppen står simpelthen af. Men feriestress kan også inkludere relationerne til de mennesker, man skal på ferie med. Hvis man er uenige om rejsemålet eller man retter stressen mod de nærmeste, så kan konflikter opstå, forklarer han.
–Tiden sammen kan bruges enten som en mulighed for at samle op på det forsømte, eller den kan blive en øjenåbner for, at forholdet er løbet ud i sandet, siger Jørgen Lund, som dog fraråder at man tager overilede beslutninger, for når man er i krise, er man ude af stand til at fungere rationelt.

4 ferieråd

● Sæt en uges tid af inden ferien af til at geare ned. Planlægning er kodeordet. Hvis du stresser op til ferien, vil du skulle bruge meget tid på at geare ned, hvor du i virkeligheden kunne nyde samværet med familien og få et pusterum fra hverdagen.

● Diskuter jeres forventninger i god tid inden ferien, så I får bestilt det, alle er indstillet på.

● Vær realistisk. Hvis I tager til Toscana i 30 graders varme oppe i bjergene, skal I gøre jer klart, hvad I vil lave deroppe. Skuffede forventninger er kilde til mange konflikter.

● Det er ok at tage pauser alene – selv på en familieferie. I har jo masser af tid. Brug den positivt, og husk at ferie handler om at gøre det, man netop ikke gør i hverdagen.

Tal om livet og fremtiden
– Vi stresser tit os selv unødigt både inden ferien – men også bare ved at rejse væk. Derfor er forberedelsen til ferien essentiel. Det handler om at have tid til tanker, og det har vi svært ved at acceptere i en tid, hvor alt helst skal være produktivt og rationelt, mener Jørgen Lund og anbefaler at man mediterer op til ferien. På den måde kan man skaffe sig det mentale rum, der øger chancen for en god og meningsfuld ferie.
– Hvis man tør være ærlig og snakke grundigt sammen som par, så er det jo en fantastisk chance for at komme tæt på hinanden og tale om livet og fremtiden. På den måde kan man også komme konflikterne i forkøbet. Og en god ferie handler jo om at have respekt for hele familien – og ikke mindst nærheden.
 
Se mere på www.corporatecare.dk


Læs også:
Hold familien kørende
Bliv hørt

Få gode tips til at lindre dit barns køresyge på mama.dk HER

Kommentar

Gem

Nyhedsbrev

 

For at afmelde, skriv email og klik her

Få 2 numre af Q + hårstylingsæt!
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk