Og det er ikke så underligt, for samfundets syn på netop dét har ændret sig radikalt på et halvt århundrede fra mor som altafgørende opdrager over ”mor som søster” til den mere moderne, hvor ambivalens er et af nøgleordene.

- Der er ingen tvivl om, at den tilknytning, vi danner i den helt tidlige barndom til vores mor og forældre, er helt afgørende for, hvordan vi kan knytte os til andre mennesker senere i vores liv. Hvis tilknytningen er usikker eller problemfyldt, så vil det have betydning for resten af dit liv, siger Anne Agerbo der er psykolog og har skrevet speciale om forholdet mellem voksne døtre og mødre.

Fordi moren er så tydelig en person for langt de fleste små børn og i stor udstrækning stadig ses som den primære omsorgsperson, så er det samspillet med hende, der er vigtigt. Måske af samme grund dukker modsætningsforholdet mellem mor og datter ofte op på det tidspunkt, hvor datteren selv får børn. Det bliver skræmmende tydeligt, hvad du har fået og ikke fået – og hvad du selv gerne vil give videre.

- Det er forbandet svært at mærke den følelsesmæssige ambivalens. Hvordan kan vi føle og opleve så forskelligt? Hvem er hun, hvem er jeg, og hvordan kan vi forsat have en god, kærlig relation? Det er meget vigtigt for at skille tingene ad. Der er forskel på, hvad der er dine egne værdier, og hvad der er din integrerede bagage – hvad du siden din tidligste barndom har lært.

Når du accepterer, at der er forskel på de to ting, så kan du også begynde at ændre på dine handlinger, så de bliver i overensstemmelse med dine egne værdier. Du kan med andre ord begynde at forholde dig mere neutralt og frigjort til bagagen fra barndommen og holde fast i, hvad du gerne vil med dit liv.

Ambivalens – acceptér den
- For at kunne agere frit som menneske, er det vigtigt at erkende ambivalensen. At det faktisk er helt o.k. og muligt at føle både had og kærlighed på samme tid, selvom det strider imod menneskers behov for at putte ting i kasser. Vi vil så gerne have enten-eller. Men sådan er det ikke i relationer. Det er både-og.

Når konflikten med moderen dukker op, vil den automatiske reaktion fra datterens side være ”det nytter heller ingenting” eller ”vi kan bare ikke enes længere” eller andre definitive udsagn. Løsningen til konflikterne ligger bl.a. i en ny model i psykoterapien, der kaldes ”acceptance and commitment-theory”. Den siger, at vejen ud af relationer, der begrænser den enkelte, er først accept af det, der er lige nu – derefter forpligtelsen af sig selv til at gøre noget ved det, man gerne vil have ændret.

Hvilke kampe skal jeg tage?
Fordi relationen til ens mor er så følelsesladet og ofte er det langt op i alderen – måske hele livet – kan være svært at vide, hvilke kampe man skal tage og hvilke man skal lade ligge.

- Er kampen en væsentlig del af dine værdier, for så må du tage den. Og vil det give dig mulighed for at komme videre i dit eget liv, eller er det blot for at slå fast, at det og det var du meget utilfreds med i din barndom?

At det meget ofte er kvinderne, der tager de svære kampe med mødrene, hænger sammen med netop moderskabet. Når datteren får børn, føler moderen tit, at hun kan tillade sig at træde lidt længere ind i hendes liv. Den invaderende facon er også den, der kan irritere og såre mest og give allerflest opgør. Det er en svær balancegang, for generationerne må på den ene side have lov til at gøre deres egne erfaringer, udvikle sig – og den ældre generation synes også, at deres viden ikke bare skal gå til spilde.

Læs også:
Du bliver en skøn mor!
Hvad mor siger...