Uddannelsen til coach er ikke engang begyndt endnu, og jeg er allerede blevet konfronteret med et gammelt spøgelse: beslutnings-angst. Eller nytårssyndromet, om du vil. Altså det der med, at man lurepasser og helst ikke vil lægge sig fast på noget af frygt for at gå glip af noget bedre. For den er stensikker hver gang: I det øjeblik man siger ja til et arrangement, vælter det ind med invitationer.
Sådan var det også, da jeg skulle committe mig til de fem måneder, som coachuddannelsen løber over, og til undervejs at dele processens op- og nedture med jer, selvom jeg rigtig gerne vil.

MEN én ting er de weekender, hele dage og aftener, som nu er afsat til undervisning, hvilket er angstprovokerende nok i sig selv, her kunne jeg i princippet godt misse en enkelt eller to af dem (det vil blot være ris til egen røv)… hvis det ikke lige var fordi, jeg OGSÅ har sagt ja til at skrive om forløbet. Hele forløbet. Så nu fanger bordet!

En ordentlig rutsjebanetur
Men det handler jo bare om at tage et valg, og lige meget hvad man vælger, ender det jo altid godt, som der var en, der sagde til mig.
Og ja, det har jeg også altid ment. Faktisk har ’det bedste sker altid’ været lidt af et motto for mig. Ligesom ’everything happens for a reason’, ’universet ordner det’ og ’det handler ikke om, hvad du gør, men hvordan du gør det’ og alt det der, længe har været min grundfilosofi.

Men faktum er, at nogle gange vælger man forkert.
For et års tid siden skrev en veninde til mig: ”Jeg har fundet ham! Den helt perfekte mand til dig.” Hun mente, at vi var helt oppe på soulmate-niveau, og der var virkelig også en lovende kommunikation, da fynboen og jeg skulle finde en dato til en date. Det gik derimod knap så nemt, og i den korte mellemtid mødte jeg på en bytur en anden mand, som jeg kyssede med. Uamerikansk og gammeldags som jeg er, bekendte jeg det straks til fynboen, som skrev dette fine svar: ”Jeg må også ærligt indrømme, at jeg tilhører den gamle konservative fynske gren af det moralske træ, der synes, dobbeltdating er en smagløs ting. Sådan forretningsagtig optimeringstænkning uden mod midt i det håbløse romantiske hjørne, et grimt miskmask i mine øjne, så det er jeg da glad for, du lige nævner. Jeg håber dog for dig, at dateren viser sig at være en rigtig prins.”

Det var han ikke, og forholdet fik alvorlige konsekvenser, som jeg stadig betaler for.

Kan universet virkelig være så ondt? Ja, det kan det. Sker det bedste altid? Nej. Men hvis vi ikke kaster os ud i livet, er der heller ikke noget eventyr at hente.

Så nu gør jeg det her: Tager en coach-uddannelse.
Og hvad forventer jeg så? Jeg har levet længe nok til at vide, at  tingene aldrig bliver, som man tror – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Men jeg er ret sikker på, at jeg har løst billet til en ordentlig rutsjebanetur, og at jeg kommer ud i den anden ende lidt klogere på mig selv... eller måske har jeg bare kvalme.

Se alle Anne Winthers coach-blogindlæg HER