|
Mit eget spejlbillede
Heldigvis har jeg befundet mig i lignende situationer tilpas mange gange til at vide, at hvis der er noget ved nogen mennesker, jeg finder irriterende og utiltalende, er det ofte fordi, de spejler noget, jeg ikke er helt stolt af hos mig selv. Og måske er det endda et tegn på, at der er guld at hente, for når jeg kigger rundt i min vennekreds er overraskende mange af mine venskaber faktisk begyndt med decideret antipati (fra begge parter), der siden er blevet til stor sympati og kærlighed.
Jeg spottede selvfølgelig også hurtigt, hvem af de andre deltagere, der var ’medlemmer af min egen stamme’, og som jeg derfor nemt ville kunne identificere mig med. Men jeg afholdt mig faktisk fra at søge tilflugt hos dem. Fordi jeg vil gerne flytte mig, og det gør jeg ikke ved at slutte mig til min egen stamme.
At se og blive set
Og hvad har de andre deltagere så tænkt om mig? Formentlig at jeg var reserveret. Måske endda kølig. Og med rette. For jeg iagttog mere end jeg deltog.
Jeg indtog nemlig rollen som voyeur. Nogle mener, at vi mennesker grundlæggende kan inddeles i voyeurs og ekshibitionister, altså at vi enten betragter de andre, eller har travlt med at blive set.
Da jeg var yngre, tilhørte jeg helt sikkert den sidste kategori. Men efterhånden som jeg er blevet ældre, vil jeg hellere betragte. Det kan selvfølgelig være, det er en journalistisk arbejdsskade – at jeg også i private sammenhænge agerer den note-tagende journalist med spørgsmålene.
Snylter
Men hvad handler det om? På den gode side, handler det om, at jeg ikke er bange for stilheden – jeg har ikke brug for at smalltalke, og jeg bliver ikke befippet, hvis der ikke bliver sagt noget et øjeblik. Og jeg har heller ikke behov for at pudse fjerene foran de andre.
På den knap så positive side handler det også om, at det er trygt. Og nemt. I min rolle som beskuer kan jeg snylte på de andre uden selv at skulle involvere mig.
Men det er også for nemt. For hvis jeg skal flytte mig – og det vil jeg gerne – er jeg nødt til at involvere mig. Og desuden går jeg glip af en masse oplevelser i form af andre mennesker og deres historier.
Frem med fiskestangen
Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der lige scannede rummet den morgen. Jeg tror faktisk, det er meget menneskeligt at have brug for at kategorisere. På den måde kan vi nemmere overskue virvaret og lægge strategier for vores ’overlevelse’.
Og det er okay. I hvert fald så længe du er bevidst om, at det er lige præcis det, du gør, og du er villig til at fiske folk op af kasserne igen, når der er kommet ro på bagsmækken.
Og det kom der heldigvis hurtigt. Især efter at vi hver især skulle præsentere os selv og blandt andet svare på spørgsmålet: Hvad lader du som om, og hvad dækker det over?
Min første tanke var, at det spørgsmål slet ikke havde noget med mig at gøre. Lader som om? Jeg lader sgu ikke som noget. Men sådan en reaktion er et stensikkert tegn på, at der nok er et og andet at kigge på der. Og hvad lader jeg så som om? Jeg lader blandt andet som om, jeg kan tage kritik. Det kan jeg ikke. Jeg lader også som om, jeg er mere i balance, end jeg er. Det føltes befriende at sige, og det var rørende at høre de andre fortælle om deres laden som om’er.
Næste dag kiggede jeg rundt på rækken af ansigter og mærkede en lyst til at vide mere om hver og én af mine meddeltagere. Og til at give noget af mig selv. |