3'ere, 7'ere og 8'ere fylder meget Du kender sikkert til stjernetegn, men måske har du også hørt om nyere og mere moderne typeværktøjer som Disc-modellen og MBTI?
Enneagrammet tager ikke kun udgangspunkt i din adfærd, men i din frygt eller motivation for at gøre noget. For eksempel kan såvel en 3’er, 7’er og 8’er fylde meget i et rum, men baggrunden for, at de fylder, er vidt forskellig. Mens 3’eren har et ønske om at være succesfuld, kommer 7’eren med festen, og 8’eren siger, nu er jeg her - forhold jer til det.
Enneagrammet er et værktøj til større selvforståelse, men endnu vigtigere: til selvudvikling. Formålet er nemlig ikke kun at kunne sige ’Jeg er sådan og sådan’. Meningen er, at du skal bruge din type-viden til at udvikle dig og til at undgå de ’faldgrupper’ og typiske mønstre, du har, så du kan vælge en anden løsning.
Meningen er altså ikke at putte folk i kasser, men at blive bevidst om din type, så du kan træde ud af din kasse i stedet for at reagere, som du plejer, når du bliver presset.
I modsætning til resten af holdet, havde jeg ikke taget Enneagramtesten – teknisk set, fordi jeg ikke havde fået den mail, hvor vi blev bedt om at gøre det. Men sandheden er, at jeg havde mulighed for at tage den i pausen og med vilje ikke gjorde det. Der er nemlig ikke nogen, der skal fortælle mig, hvordan jeg er (som om jeg kan reduceres til en type?!) Og to svarmuligheder på hvert spørgsmål? Fint, så svarer jeg 3!
Jeg er Mel Gibson i Braveheart Ironisk nok er min type den måske lettest genkendelige, og vores underviser havde nærmest kun sagt to ord, før jeg vidste, jeg var en 8’er – også kaldet ’Udfordreren’ – eller ”ligesom ham fra Braveheart”, som min underviser sagde. 8’eren kan blive meget begejstret og er god til at begejstre andre. 8’eren kender sit eget potentiale, men er mindst ligeså bevidst om andres: ’Jeg kan se dit potentiale, og jeg kan hive det frem i dig’. I selskab med en 8’er føler man sig stærk, og derfor kunne William Wallace (Mel Gibson) i Braveheart mobilisere en hel hær, selvom alle var rystende bange. 8’eren går stålsat efter målet og er slet ikke i tvivl om, at vi nok skal nå det, så derfor kan 8’eren også blive meget overrasket og føle sig ensom, når hun vender sig om og ser, at de andre ikke er med: ’Hvor bliver I af, vi skulle jo …’
8’eren er fuld af livsglæde og styrke, men styrken dækker nogle gange over en angst for at blive såret, ligesom 8’eren har det med at teste eller skubbe til andre for at mærke, hvor de er – det er nemlig enten eller, alt eller intet (nu hvad for nogle ancer?)
8’ere er beskyttende og taler lige ud af posen, men kan også være egocentrerede, konfliktsøgende og dominerende. Derfor kan det være nyttigt for mig at ændre min instinktive intensitet og alt-eller-intet-holdning, ligesom jeg kan have gavn af at sove på tingene, at være sårbar og ikke mindst vise det.
Kasser gør det lettere at forstå andre En ting er at se sig selv i Enneagrammets afslørende lys, noget andet er pludselig at kunne genkende sine kære i de andre typer – pludselig der er en masse oplevelser og adfærd, som giver rigtig god mening.
Det er ikke pænt at putte andre mennesker i kasser, men der er stor forskel på at dømme og afskrive og på at systematisere, hvordan vi hver især møder verden, er med andre mennesker, og ikke mindst, hvordan vi agerer, når vi bliver pressede.
For når vi ved dét, ved vi også, hvordan vi kan styrke vores styrker og arbejde med vores skyggesider. Ligesom det bliver meget nemmere at forstå andre.
Og husk nu: Andre mennesker gør ikke noget mod dig. De gør noget for sig selv.
Find ud af, hvilken type du er. Klik her for en hurtig og gratis test
|
COACHING FOR BEGYNDERE
- Hver tirsdag blogger Anne Winther her på psykologimagasinet.dk om sine oplevelser og tanker. Anne har taget springet ud i uddannelsen som coach hos coachfirmaet Mindjuice.
- Du kan læse mere om Anne her
Annes blogindlæg:
|