Få en skøn ferie – og en bedre hverdag bagefter
fredag 9.7.10
- Af Lene Rode
Lyse sommeraftener, afslapning og masser af oplevelser. Tid til årets længste ferie, hvor vi lader op til efteråret og vinteren. Problemet er bare, at hverdagen rammer os med tredobbelt kraft, når vi vender tilbage
Det kan godt være, at det er hårdt lige nu. At arbejdsbyrden er for stor og dagene for lange. Men lige om lidt er det sommerferie, og så bliver alting godt. Eller i hvert fald meget bedre. Tænker du også sådan? Rigtig mange danskere gør. Og det er både godt og skidt. Godt, fordi en lang ferie rent faktisk er balsam for sjælen. Vi sænker tempoet, fjerner os fra inboxen og pligterne og er sammen med familien. Og skidt fordi den virkelighed og hverdag, vi flygter fra – hvis det er det, vi gør – ikke forsvinder og derfor kan være ekstra barsk og uoverskuelig at vende tilbage til.
Læs også: Tank dig selv op
Psykolog Camilla Holst fra City Terapi oplever et stigende antal klienter, der søger hjælp, fordi de har stress-symptomer efter deres ferie.
– Rigtig mange af os har en næsten umenneskelig præstationsorienteret og hektisk hverdag, hvor vi slet ikke har tid til at overveje, om det er det her, vi vil. Når vi så sidder der under et oliventræ, skal vi kun forholde os til de helt basale behov: mad, søvn og sex. Vi genopdager, hvem vi er som personer, som par og som familie. Pludselig er manden ikke egoistisk, konen er ikke sur, og vi har god sex og får grinet og snakket ordentligt sammen, forklarer Camilla Holst.
Læs også: Håb kan spænde ben for lykke
Nu har vi det lige så rart
Hun mener, at det er fantastisk, at vi slipper bekymringerne og slapper af, men hun mener også, at vi ville gøre os selv en tjeneste, hvis vi også brugte ferien til at tænke over, hvad vi kan gøre anderledes, når vi kommer hjem:
- Vi har bare virkelig ikke lyst til at forholde os til alt det negative, når vi nu endelig sidder der og har det så rart. Derfor sidder vi heller ikke på tapasbaren efter en lang dag i solen og tager flere måneder gamle konflikter op. Men det kunne måske være meget godt at tænke over, hvad der skal til, for at den hverdag, vi skal hjem til, bliver lidt mere attraktiv, anbefaler Camilla Holst og fortsætter:
– Vi kommer hjem og får en ordentlig røvfuld af virkeligheden. Så står vi der og tænker: »Hold kæft, var det her mit liv?« Vi oplever faktisk ofte, at jo længere en ferie folk har haft, des sværere er det at komme hjem. For mange kan det faktisk føre til en stress-reaktion, så det er vigtigt, at vi tager os selv alvorligt og ikke slår det hen med, at vi »bare« har svært ved at komme i gang efter ferien, forklarer Camilla Holst.
Læs også: Bevidsthed er vejen til lykke
Derfor kan det være en god idé at sidde på ferieterrassen og tænke lidt over, hvordan vi vil bruge al den skønne energi, vi har opsparet.
– Men det allerbedste er selvfølgelig at gøre en indsats lige nu. Før vi tager på ferie. Op til ferien har vi så travlt med at blive færdige og nå til bunds i bunkerne på skrivebordet. Men vi burde også rydde op i følelseslivet og se på, hvordan vi egentlig har det. Så behøver vi nemlig ikke at feje noget ind under gulvtæppet under vores ferie, så vi for alvor kan nyde den – og endda glæde os til at komme tilbage, råder Camilla Holst.
Gode råd - under ferien:
1. Hold mindst tre ugers sammenhængende ferie, og gerne to uger hjemmefra.
2. Drop alle hektiske udflugter. Lav højst noget hver anden dag, så I kan slappe af de fleste dage. Hvis I ønsker at opleve mange forskellige ting, så hold en tilsvarende lang ferie eller gem noget til næste gang.
3. Læg mobiltelefonen væk og tjek den kun en gang om dagen. Du kan ikke holde fri, hvis du hele tiden er i kommunikation med den verden, du kommer fra. Indtal en besked, om at du er på ferie, og hvem de ellers kan henvende sig til.
4. Gå ikke på internettet. Heller ikke for »bare« at tjekke for e-mails. Sæt autosvar på e-mailen, om at du er på ferie. Hvis du virkelig ER uundværlig på arbejdet, så aftal på forhånd i hvilke tilfælde og hvornår du kan kontaktes. Lad familien kende aftalen.
5. Drop de dårlige undskyldninger for ikke at give dig hen og være til stede på din ferie. Kast dig ud i det og hop i klipklapperne, så snart du ankommer |
Gode råd - efter ferien
1. Prøv at overføre noget af kommunikationsfriheden til din hverdag. Skim din mailboks og multi-slet alt, der ikke er presserende vigtigt.
2. Skab overskuelighed. Bebrejd ikke dig selv, at der er ting, der har hobet sig op. Prioriter dem og tag en ad gangen.
3. Kast dig ud i løsninger. Se på din to do-listefra før ferien. Hvor kan du søge hjælp? Sæt en livline på hver og gå i gang.
4. Begynd hver dag med en enkel liste (3-5 punkter) over ting, der skal gøres. På den måde undgår du, at tingene hober sig op.
5. Gør noget hver dag, der gør dig glad. Løb, mediter, snak med veninder – hvad som helst, der virker for dig |