Hvad er selvudvikling for dig lige nu?
– Det mest bevidsthedsudvidende for mig er at træffe mennesker, der er klogere, end man selv er. En af livets store gaver er, at man aldrig bliver for gammel til at tage hul på et nyt menneske.
Dét at knytte venskaber med folk i forskellige aldre giver mig nye indfaldsvinkler.
Jeg lærer også af at læse, blandt andet bøger fra andre kulturer. Det er fantastisk at få indblik i en helt anden verden og blive klogere. Jeg tror på, at den eneste måde at udvikle sig på er ved at gå op i noget andet end sig selv. Jeg kan ikke klare alt sådan noget med terapiskoler, og jeg er ikke tilhænger af udsagn som »sandheden ligger i dig selv«.

Så du forstår ikke folk, der går til psykolog?
– Nu taler jeg om folk, der befinder sig inden for normalområdet. Jeg har ikke foragt for, at folk søger hjælp i en krise. Det skulle jeg være den sidste til, min egen mor var maniodepressiv. Derfor gør jeg også en del for ikke at fundere for meget over mine egne problemer. Jeg er bange for at falde ud over kanten og ned i det sorte hul.
Jeg holder meget af at være i naturen. Jeg ror sammen med to andre her i Humlebæk, hvor jeg bor ned til Øresund. Nogle gange hver dag i sommerhalvåret.

Betyder tro noget for dig?
– Jeg tror meget på de Judæa-kristne dyder som »gør mod din nabo som mod dig selv«. Og på, at man skal være lydhør og ordentlig over for sine medmennesker. Jeg kan godt finde på at gå i kirke men synes, danske præster har en del at lære. Vi trænger til åndeligt indhold i stedet for alt det mig selv-pjat, der er i tiden. Og det synes jeg ikke, de leverer. Jeg får en større åndelig oplevelse af at ro på Øresund.

Er der andre former for selvudvikling, du bruger eller har brugt?
– Det mest selvudviklende har været at få tre børn. Jeg har f.eks. lært, at hvis man bare er det mindste hyklerisk, får man i hovedet igen. Når man får børn, lærer man muligvis ikke noget om børn. Men man lærer rigtig meget om sig selv.

Hvad har virket for dig, som du vil anbefale andre at gøre?
– Da jeg var 20 år, hørte jeg Hanne Reintoft tale om den kvindelige usikkerhed. Og så besluttede jeg, at jeg ikke ville spilde mere tid på det. Så hver gang jeg har tænkt, at jeg var dum og grim, har jeg f.eks. gået en tur og rystet det af mig. Så mit råd er: Find ud af, hvilke muligheder der er. Og hvis du ikke handler, så vid at du selv har valgt din situation. Selvfølgelig kan der ske ting i livet, man ikke selv er herre over. Men det mest almindelige er nu, at man selv har noget med det at gøre.

Lone Kühlmann

Født 1945, er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Gift og mor til tre voksne sønner. Er aktuel med bogen »Vi bliver ikke yngre. Fat det. Lev selv for let øvede«.


 






Læs også:
Tro og livskvalitet
Få styr på dine valg

Kommentar

Gem
Få dit personlige horoskop på MIT UNIVERS!
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk