I filmen har Michael, 42 år, taget orlov fra sin stilling i Landbrugsministeriet, han føler sig udbrændt og trænger til forandring i sit liv. Derfor melder han sig som forsøgsperson, da et nyt antidepressivt middel skal afprøves. Forsøget afblæses, da det viser sig, at medicinen har farlige bivirkninger, men Michael fortsætter i al hemmelighed med at tage pillerne – i større og større doser.
– Michael er et ganske almindeligt menneske som så mange af os. Karrieremæssigt har han arbejdet sig op til den position, han gerne ville have, men er kommet til et punkt, hvor han tænker: Er det virkelig det, jeg vil? Er det livet, det her? Han har arbejdet for meget i mange år, knoklet derudad som de fleste af os, og nu føler han, at han er gået i stå. Så han er i virkeligheden en repræsentant for størstedelen af befolkningen, siger Ulrich Thomsen.

Har du gjort dig nogle tanker om den bevidstløse måde, vi ind imellem lever vores liv på?
– I allerhøjeste grad. Jeg tror, at mennesket er langt mere nuanceret, hvorfor skulle vi ellers gøre alle mulige ting for at komme væk fra det, vi kalder hverdagen? Hvis man var glad for det, man lavede, gjorde man det jo ikke. Hvis man har lagt låg på sig selv i så lang tid, som Michael har, så kommer det hele til udtryk på en akavet måde. Og sådan er det nok for mange. Vi har jo alle sammen en mørk side. Og det er der noget spændende ved. At komme helt derud, hvor man ikke kan bunde længere...

Michael bliver voldelig i filmen – har du oplevet at blive chokeret over dine egne reaktioner?
– Ja ja, jeg har da også langet en ud engang. Sproget er jo noget, vi har tillært os. Man siger, at det er et universelt redskab, men jeg ved nu ikke... Eksempelvis i en presset situation, der hører sproget og intelligensen jo helt op. Så det næste, man gør, er at slå – i en form for magtesløshed. Så når man slår, er det jo hamrende uciviliseret.

Gør du selv noget for at holde balancen – for ikke at »tippe over«?
- Det gode ved mit arbejde er jo, at det er ret nuanceret, og jeg kan få lov til at være med til at lave sådan nogle film, hvor man arbejder med de andre sider af sig selv. Jeg tror, at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg havde et otte til fire-job og skulle lave det samme hele tiden. Det er nok fordi, jeg tænker for meget over det hele. Jeg synes, der er så meget at være bekymret over, at man lige så godt kan være glad.

Er det vigtigt for dig, at folk tager noget med hjem fra de film, du medvirker i?
- Jeg synes helt klart, at det er sjovest, hvis der er en eller anden form for mening med galskaben. Det er jo dét, kunst kan. Den skal være i opposition – det er ligesom det, der er hele meningen med den. Den skal dreje tingene, så folk gør sig nogle tanker. Kunst skal gerne flytte holdninger – ikke at vi skal redde verden, men man kan forsøge sig med små skridt ad gangen. Små skridt.

Læs også:
Vise ord om livet
Tak skæbne