3 gode bøger
onsdag 13.1.10
- Af Rikke Gjøl Mansø, foto: pr
Accepter din krop som den er, undgå præstationsfælden og lær at tackle mobning. Psykologi har fundet 3 gode bøger fra det psykologiske univers til dig.
Accepter din krop
De fleste – især kvinder – ved alt for godt, hvad det vil sige at være utilfreds med sin krop. Hvor begrænsende følelsen kan være for at udfolde livsglæde, selvtillid, føle selvværd og hvile i sig selv. Om det er retoucherende damebladsmodeller eller kulturelle normer, måske begge dele, der gør det så svært, er vanskeligt at sige entydigt. Men bogen ”Lev med din krop” forsøger at give redskaberne, så vi kan lære at tackle de besværlige tanker og leve livet til fulde – uanset hvilken form kroppen så end har. I bogen bruges den anerkendte og stadig mere fremherskende metode ACT – Acceptance and Commitment Therapy, der er inspireret af mindfulness-meditation som problemløser. Det er en behandlingsform, der fokuserer på positive tanker og på at bryde negative overbevisninger gennem gode oplevelser. Metoden hjælper personen med at gøre det, der fungerer uanset kritiske tanker. Dansk Psykologisk forlag, 348 kr.
Anna Pia Holmgaard

Slip det perfekte
”Jeg føler indimellem, jeg skal være lidt bedre end de andre for at føle, at jeg er god nok.” Kender du følelsen, så er ”Præstationsfælden – overlevelsesguide for præstationsprinsesser” bogen, du skal investere i. Mange kvinder stiller helt enorme og urimelige krav til sig selv omkring, hvad de skal præsetere. Forfatterne, Joanna Rose, forskningsjournalist, og Aleksander Perski, stressforsker, beskriver, hvilke psykologiske kræfter og samfundsmekanismer, der gør, at mange bliver fanget af egne præstationer. Du får også gode råd til, hvordan du undgår at falde i præstationsfælden og i stedet finder en balance mellem egne krav og andres forventninger. Dansk Psykologisk Forlag, 270 kr.
Heidi Korsgaard

Sandheden om mobning
Denne antologi præsenterer den nyeste danske forskning om mobning i skolen. Alle bidragsyderne i ”Mobning – Sociale processer på afveje” er forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet. Der er mange øjenåbnende oplysninger i bogen. For eksempel er der ikke hold i den gamle forestilling om, at det er særlig onde børn, der mobber – det er derimod hele grupper, vi skal rette vores fokus mod for at forstå mobningens opståen. Hvert kapitel tager udgangspunkt i en case efterfulgt af de nyeste forskningsresultater. Hans Reitzels Forlag, 325 kr.
Heidi Korsgaard
Læs også:
Forandring fryder
Bliv ven med din værste side
Drop drømmerierne og sæt dig nye mål