- Jeg vågnede ved, at der var en idiot, der råbte og skreg. Det var så irriterende. Først bagefter opdagede jeg, at det var mig selv, fortæller Allan René Olsen om den morgen i marts for 13 år siden, hvor hans lille Fiat lige var blevet torpederet af en modkørende bil med 160 kilometer i timen og en sovende 18-årig chauffør, der døde på stedet.

Med i Allans bil var hans kæreste Maj-Britt og hans søster Lotte. Maj-Britt slap med benbrud, søsteren døde knap et døgn efter ulykken, og Allan var så hårdt kvæstet, at lægerne ikke forventede, at han ville overleve. Han blev lagt i kunstigt koma i tre dage og opereret i 12 timer. Og han overlevede – men med udsigt til at få amputeret det ene ben og den ene arm.

- Jeg var 23 år, og jeg skreg, at jeg ikke ville være en grøntsag. Så sagde min ven Asbjørn ”Nej, men hvad vil du så?” Han blev ved med at presse mig og sige: ”Du vil ikke være en grønsag, men hvad vil du?” Jeg syntes, at han var en nar, men til sidst råbte jeg: ”Jeg vil gå!” ”Fint, så har du da en retning,” sagde Asbjørn.

Allan satte sin søster og sorgen over hendes død til side rent instinktivt og blev i stedet fuldstændig besat af, at han ville gå, selvom alle sagde, at det var umuligt.

- Jeg lagde morfin til side, så jeg kunne træne om natten, hvor jeg ellers skulle ligge stille. Og jeg drak rigtig meget snaps for at holde smerterne væk, når jeg trænede. Når dit fokus bliver så skarpt, at alt andet bliver ligegyldigt, tenderer det til noget sygeligt. Jeg var ikke særlig optaget af, hvordan Maj-Britt eller min mor havde det. Jeg blev meget egocentreret, og det vil nok altid være et traume for mig. Men det er ikke sådan, jeg er. Det var kun mit træk i den situation – og det har bragt mig derhen, hvor jeg er i dag, siger Allan.

Hvad vil du nu?
Og Allan kom op at gå. Først på krykker. Og da han giftede sig med Maj-Britt 10 måneder efter ulykken, gik han op ad kirkegulvet – uden krykker for første gang. Fordi han ville. Han skiftede sit sikre job i erhvervsbranchen ud med et vovet spring ud i karrieren som selvstændig med egen konsulentvirksomhed, Add Focus, ud fra ønsket om at gøre en forskel for andre mennesker.

I dag er vennen Asbjørn blevet en del af virksomheden, som i høj grad stadig tager udgangspunkt i det spørgsmål, Asbjørn stillede Allan i hospitalsengen ”Nu har du fortalt, hvad du ikke vil – men hvad vil du?” For det mener Allan selv er nøglen til selvdisciplin og det gode liv.

- Når man virkelig vil noget, virkelig passioneret, så er man også selvdisciplineret. Så kan man slet ikke lade være. Den store forskel ligger i den energi, man lægger i sit ønske. Om den er positiv eller negativ. Om man siger ”Jeg vil ikke være en grønsag” eller ”Jeg vil gå!”. Det gælder om at gribe sig selv rigtigt og skabe nye vaner. Om at melde sig ind i de små skridts klub og huske intentionen bag handlingen. Hvad var det, jeg gerne ville – og hvorfor? Forklarer Allan.

Også derhjemme mos Maj-Britt og deres to børn, Ane på 7 og Marcus på 9 år, er det den kultur, der præger alt, hvad de gør. Blandt andet spørger de hver dag hinanden om de tre bedste ting fra deres dag og minder hinanden om, at man selv vælger, hvad for en dag man får. Og så roser de hinanden alt, hvad de kan.

- Jeg vil så gerne have, at mine børn bliver ressourcespejdere i stedet for fejlfindere. For ressourcespejdere bruger den positive energi, tager ansvar og følger deres passion. For passionen er det vigtigste. Altid passionen. Så kommer selvdisciplinen til at skabe sig et godt liv helt af sig selv.

Læs også:
Selvdisciplinens 4 faser
Selvdisciplin er lig med frihed